Vi tog afsted hjemmefra kl. 10.30 efter en hæftig morgen hvor vi
febrilsk prøvede at tørre det sidste tøj, sende de sidste email og få
sendt en visum-ansøgning afsted før vi begav os afsted på vores
12-dage lange tur med kun sporadisk adgang til internettet. Vi var
ikke nået langt ud af Newcastle før vi så vores første flok kængurer
på en mark. Vi stoppede i Aberdeen for at handle ind og for at spise
frokost i bilen. På den første del af turen var landskabet præget af
den megen kul der i området. Vi passered flere kulminer, et stort
kulkræftværk og et 96-vogne langt godstog, kun lastet med
kul. Efterhånden som vi kom ind i landet og op i højderne, ændrede
landskabet sig og mindede mere og mere om et nordeuropæisk landskab med
græsklædte enge og bakker og træer der havde tabt deres blade for
vinteren. Vi endte omkring 960 meter over havets overflade i
Armindale, Australiens højest beliggende by. Vi havde hele dagen
oplevede byger, men her i højderne var det blevet så koldt, at
nedbøren faldt som slud, så det føltes helt hjemmeligt. Vi indlogerede
os på et vandrehjem som var indrettet i et tidligere
universitetskollegium. Værelserne var pænt store og for første (og
hidtil eneste) gang mens vi har været i Australien, så vi ægte radiatorer!
Efter at havde set sporten om første etape i Tour de France, begav vi os ud
for at finde lidt at spise. Vi endte på en kinesisk restaurant,
Mandarin. Maden var billlig, smagte rigtig godt og der var masser af
den, og heldigvis blev vi placeret lige ved restaurantens eneste
varmeapparat, for det var som sagt temmeligt koldt.
Dag 2, mandag den 9. juli, Armidale-Coffs Harbour ad Waterfall Way.
Efter stor morgenmad i en endnu større spisesal, gik turen til
turistkontoret, for at hente information om de bedste vandfald på
Waterfall Way. Efter at havde fået god vejledning kvitterede Bente og
Cecilie med at købe postkort i lange baner og en enkelt
wombat-hånddukke. På posthuset fik vi endligt sendt Maltes
fødselsdagsgave afsted mod Danmark og der blev også købt frimærker til
alle postkortene.
Næserne blev nu vendt øst og vi kørte afsted mod kysten på den meget
smukke vej med det sigende navn Waterfall Way. Først stop på vejen var
ved Wollomombi, som udtales wolo-mom-bee. Wollomombi Falls er det næst
længste vandfald på den sydlige halvkugle og har et lodret fald på 260
m. Desværre var der ikke helt så meget vand i, som der kan være, men
stadigvæk meget imponerende. I byen Wollomombi gjorde vi holdt ved den
eneste butik i byen, en fødevare-benzinstations-cafe butik. Her fik
vi tanket 20 L benzin til høj pris og spist fish´n´chips og en burger
til Toke.
Videre nede ad Waterfall Way tog vi en 11 km smuttur til Point
Lookout. Et udkigspunkt 1500 meter over havets overflade med
fantastisk flot udsigt over alle national parkerne og sne på stierne
- det var rigtig koldt. Derefter gik turen videre til det næste
vandfald, Ebor vandfald, som egentlig er to meget flotte
vandfald. Bagefter nåede vi ganske kort at besøge regnskovscenteret i
Dorrigo nationalpark og gå en kort tur i den meget stemningsfuldte
tropiske regneskov hvor vi mødte en enkelt vild kalkun (se video). Så
var det næsten blevet mørket og vi racede afsted af snoede bjergveje
og så endnu et par vandfald fra vejen inden vi nåede vores
bestemmelsested for natten, Coffs Harbour. Her indlogerede vi os på et
meget moderne og velfunktionerende herberg inden vi tog ud og spise på
en thai-restaurant.
turistkontoret, for at hente information om de bedste vandfald på
Waterfall Way. Efter at havde fået god vejledning kvitterede Bente og
Cecilie med at købe postkort i lange baner og en enkelt
wombat-hånddukke. På posthuset fik vi endligt sendt Maltes
fødselsdagsgave afsted mod Danmark og der blev også købt frimærker til
alle postkortene.
Næserne blev nu vendt øst og vi kørte afsted mod kysten på den meget
smukke vej med det sigende navn Waterfall Way. Først stop på vejen var
ved Wollomombi, som udtales wolo-mom-bee. Wollomombi Falls er det næst
længste vandfald på den sydlige halvkugle og har et lodret fald på 260
m. Desværre var der ikke helt så meget vand i, som der kan være, men
stadigvæk meget imponerende. I byen Wollomombi gjorde vi holdt ved den
eneste butik i byen, en fødevare-benzinstations-cafe butik. Her fik
vi tanket 20 L benzin til høj pris og spist fish´n´chips og en burger
til Toke.
Videre nede ad Waterfall Way tog vi en 11 km smuttur til Point
Lookout. Et udkigspunkt 1500 meter over havets overflade med
fantastisk flot udsigt over alle national parkerne og sne på stierne
- det var rigtig koldt. Derefter gik turen videre til det næste
vandfald, Ebor vandfald, som egentlig er to meget flotte
vandfald. Bagefter nåede vi ganske kort at besøge regnskovscenteret i
Dorrigo nationalpark og gå en kort tur i den meget stemningsfuldte
tropiske regneskov hvor vi mødte en enkelt vild kalkun (se video). Så
var det næsten blevet mørket og vi racede afsted af snoede bjergveje
og så endnu et par vandfald fra vejen inden vi nåede vores
bestemmelsested for natten, Coffs Harbour. Her indlogerede vi os på et
meget moderne og velfunktionerende herberg inden vi tog ud og spise på
en thai-restaurant.
Dag 3, tirsdag den 10. juli, Coffs Harbour til Maleny.
Vi startede dagen med at tilberede og spise morgenmad i herbergets
køkken, og så kørte vi ellers nordpå ad Pacific Highway. Landskabet
mindede nu om det man kender fra (film fra) sydstaterne i USA. Langs
vejen var der store marker fyldt med sukkerrør og bananplantager
(Coffs Harbours store turistattraktion er en kæmpe plasticbanan som vi
så fra bilen da vi kørte forbi). Vi gjorde et kort ophold ved et
cafeteria ved en kæmpe bred flod ved navn Clarence River. Herefter
besøgte vi en lille hyggelig kaffeplantage hvor vi fik en lille
rundtur med en af plantagens ejere, en sød gammel dame som ivrigt
fortalte og viste os alt om kaffetræer og om hvordan man dyrker
dem. Vi kviterede med at købe kaffe, selv om vi ikke er kaffedrikkere,
men så er der nok nogen på uni der gerne vil smage.
Vi for lidt vildt og endte i Byron Bay, Australiens østligste
punkt, en by fuld af turister, surfere og andre festaber. Her gjorde
vi holdt og spiste madpakker i en vindblæst pak med langnæbede fugle.
Vi kørte vidre til Brisbane, hvor det var meningen vi ville sove, men
vi kunne ikke finde nogle ledige værelser, alt var optaget for resten
af ugen og enkelte steder flere uger frem. Det lykkedes os først at
finde noget i Maleny, 80 km nordvest for Brisbane. Så efter en hurtig
aftensnack på Red Rooster (australsk fastfood med kylling på menuen) gik turen
igennem Brisbane og ad Steve Irwin Way, hvor vi passerede hans
Australian Zoo hvor han nu ligger begravet. Vi kørte vidre ad snoede
og meget mørke landevej inden vi endelig var fremme i Maleny. Efter at
havde kigget på turistkortet 2 gange og kørt vildt en enkelt lykkede
det endeligt at finde frem til motellet hvor vi havde fået to værelser.
køkken, og så kørte vi ellers nordpå ad Pacific Highway. Landskabet
mindede nu om det man kender fra (film fra) sydstaterne i USA. Langs
vejen var der store marker fyldt med sukkerrør og bananplantager
(Coffs Harbours store turistattraktion er en kæmpe plasticbanan som vi
så fra bilen da vi kørte forbi). Vi gjorde et kort ophold ved et
cafeteria ved en kæmpe bred flod ved navn Clarence River. Herefter
besøgte vi en lille hyggelig kaffeplantage hvor vi fik en lille
rundtur med en af plantagens ejere, en sød gammel dame som ivrigt
fortalte og viste os alt om kaffetræer og om hvordan man dyrker
dem. Vi kviterede med at købe kaffe, selv om vi ikke er kaffedrikkere,
men så er der nok nogen på uni der gerne vil smage.
Vi for lidt vildt og endte i Byron Bay, Australiens østligste
punkt, en by fuld af turister, surfere og andre festaber. Her gjorde
vi holdt og spiste madpakker i en vindblæst pak med langnæbede fugle.
Vi kørte vidre til Brisbane, hvor det var meningen vi ville sove, men
vi kunne ikke finde nogle ledige værelser, alt var optaget for resten
af ugen og enkelte steder flere uger frem. Det lykkedes os først at
finde noget i Maleny, 80 km nordvest for Brisbane. Så efter en hurtig
aftensnack på Red Rooster (australsk fastfood med kylling på menuen) gik turen
igennem Brisbane og ad Steve Irwin Way, hvor vi passerede hans
Australian Zoo hvor han nu ligger begravet. Vi kørte vidre ad snoede
og meget mørke landevej inden vi endelig var fremme i Maleny. Efter at
havde kigget på turistkortet 2 gange og kørt vildt en enkelt lykkede
det endeligt at finde frem til motellet hvor vi havde fået to værelser.
Dag 4, onsdag den 11. juli, Maleny til Miriam Vale.
Da vi vågnede op, viste det sig at vi var havnet i et meget natur
skønt område fyldt med græsklædte bakker og græsende dyr, meget
anderledes end det vi havde oplevet ved kysten dagen i forvejen. Vi
var en kort overgang fristet af at bruge dagen i den før omtalte Steve
Irwin Australian Zoo, men besluttede at vi hellere ville bruge tiden
på noget andet. Vi tankede forsyninger i Malenys lokale supermarked
og tog derefter vidre nordpå i retning Gympie. I Gympie spiste vi
vores medbragte frokost i en hyggelig park lige over for en kæmpe
plastic ananas (det er åbenbart populært med kæmpe plastic frugt i
Australien). Efter frokost kørte vi vidre af Bruce Highway og gjorde
et kort ophold i Childers hvor vi fik tisset og Toke fik en milk
shake, inden vi nåede Miriam Vale hvor vi havde bestilt en hytte ved
det lokale hotel. Vi spiste aftensmad på hotellet, som var det eneste
sted der havde åbent. Bagefter i hytten hyggede vi os med film og
billeder fra de foregående dage og lagde planer for de næste tre dage.
skønt område fyldt med græsklædte bakker og græsende dyr, meget
anderledes end det vi havde oplevet ved kysten dagen i forvejen. Vi
var en kort overgang fristet af at bruge dagen i den før omtalte Steve
Irwin Australian Zoo, men besluttede at vi hellere ville bruge tiden
på noget andet. Vi tankede forsyninger i Malenys lokale supermarked
og tog derefter vidre nordpå i retning Gympie. I Gympie spiste vi
vores medbragte frokost i en hyggelig park lige over for en kæmpe
plastic ananas (det er åbenbart populært med kæmpe plastic frugt i
Australien). Efter frokost kørte vi vidre af Bruce Highway og gjorde
et kort ophold i Childers hvor vi fik tisset og Toke fik en milk
shake, inden vi nåede Miriam Vale hvor vi havde bestilt en hytte ved
det lokale hotel. Vi spiste aftensmad på hotellet, som var det eneste
sted der havde åbent. Bagefter i hytten hyggede vi os med film og
billeder fra de foregående dage og lagde planer for de næste tre dage.
Dag 5, torsdag den 12. juli, Miriam Vale til Rockhampton.
Dagen begyndte med problemer. For at åbne vores bil skal vi bruge en
elektronisk nøgle der udsender et eller andet signal som bilen
genkender for derefter at åbne for centrallåsen. Desværre er der sket
et eller andet med denne elektroniske nøgle, så batteriet var blevet
fuldstændigt drænet. Vi kunne derfor ikke komme ind i vores bilen,
hvilket selvfølgelig var lidt kritisk. Heldigvis lå Miriam Vales
lokale værksted lige over for hotellet hvor vi sov, så Toke gik der over og
spurgte om de kunne hjælpe os. Jeg tror ikke de havde set en sådan
elektronisk nøgle til en bil før, i hvert fald havde de ikke det
rigtige batteri, men vi fik da i det mindste åbnet nøglen så vi kunne
se hvilket batteri vi skulle have fat i. Det viste sig at være et
lille 12 volts batteri af den slags man vist også bruger i nogle
kamera. Vi gik i den lokale købmand, men her havde de ikke det batteri
vi skulle bruge. Desparate som vi var, købte vi i stedet et 9 volts
batteri af den firkantede slags. Vi fik så pillet selve chipen ud af
den elektroniske nøgle, og kunne så forbinden den direkte med 9 volts
batteriet. Selvom der manglede nogle volt var der alligevel styrke nok
til at man kunne få åbnet for bilen hvis man stod med den elektroniske
nøgle helt tæt på forruden hvor modtageren til signalet er placeret.
Efter disse problemer kørte vi til Rockhampton hvor vi på en
tankstation fik købt den rigtige slags batteri til vores elektroniske
bilnøgle. Herefter spiste vi endnu en gang medbragt frokost i en park,
inden vi kørte lidt nordpå til Capricorn Caves. Capricorn Caves er et
system af imponerende kalkstenshuler. Vi så harperne, som er hule
stenrør, og katedralen, som er en kæmpe grotte som er blevet indrettet
som en kirke og hvor man kan blive gift hvis man skulle have lyst. Der
blev bl.a. spillet ´Amazing grace´, så vi kunne høre akustikken. Vi
gik ad Fat Man´s Missery, hvor vi alle fik udleveret et sterinlys,
Toke måtte gå sidelæns, da han har bredere skuldre end os andre. Vi
måtte også over et par hængebroer for at komme ud af hulerne, hvilket
ikke alle var helt så begejstret for. Hulerne er dannet af regnvand
der er strømmet ned gennem jorden og taget noget af jorden med sig. I
hulerne lever om sommeren flere tusind flagermus. Grunden til at de
hedder Capricorn Caves er at de ligger lige nord for the Tropic of
Capricorn (stenbukkens vendekreds). Så I nogle få uger om sommeren
omkring den 22. december står solen lodret over hulerne hver dag. I en
af hulerne er der en lodret kanal i loftet, så når solen står direkte
lodret over kanalen, stråler den ned i hulen og skulle efter signende
skabe et helt fantastisk lys i hulen, men det kunne vi selvfølgelig ikke selv
erfare.
Efter grotterne tog vi på vores vandrehjem, som var det usleste vi
endnu har set på turen. Der var et skab på værelset, og det var fuldt
af skrald og gammel mad. Man måtte egentlig ikke bruge sit eget
sengetøj, men vi gjorde det alligevel, da et enkelt tæppe ikke helt
kan holde en varm, når det kun er 10 grader. Turen gik nu på ben ned i
byen langs floden, hvor vi så på historiske bygninger. Rockhampton er
er Australiens kvæg-mekka, og man kan efter signede få de bedste
steaks i Australien. Vi satte derfor kursen mod restauranten Great
Western, som også har et ægte rodeo. Steakene var store, saftige og gode på
restauranten, og mens vi spiste kunne vi på storskærm se genudsendelse
fra rodeo konkurrencer. Det viste sig at de var optaget ´ude bag
ved´. Vi gik så ud bagved, hvor der var en hel arene og masser af
tilskuerpladser og hvor man sagtens kunne fornemme hvordan stemningen
er når der er stuvende fuldt af hujende tilskuere.
elektronisk nøgle der udsender et eller andet signal som bilen
genkender for derefter at åbne for centrallåsen. Desværre er der sket
et eller andet med denne elektroniske nøgle, så batteriet var blevet
fuldstændigt drænet. Vi kunne derfor ikke komme ind i vores bilen,
hvilket selvfølgelig var lidt kritisk. Heldigvis lå Miriam Vales
lokale værksted lige over for hotellet hvor vi sov, så Toke gik der over og
spurgte om de kunne hjælpe os. Jeg tror ikke de havde set en sådan
elektronisk nøgle til en bil før, i hvert fald havde de ikke det
rigtige batteri, men vi fik da i det mindste åbnet nøglen så vi kunne
se hvilket batteri vi skulle have fat i. Det viste sig at være et
lille 12 volts batteri af den slags man vist også bruger i nogle
kamera. Vi gik i den lokale købmand, men her havde de ikke det batteri
vi skulle bruge. Desparate som vi var, købte vi i stedet et 9 volts
batteri af den firkantede slags. Vi fik så pillet selve chipen ud af
den elektroniske nøgle, og kunne så forbinden den direkte med 9 volts
batteriet. Selvom der manglede nogle volt var der alligevel styrke nok
til at man kunne få åbnet for bilen hvis man stod med den elektroniske
nøgle helt tæt på forruden hvor modtageren til signalet er placeret.
Efter disse problemer kørte vi til Rockhampton hvor vi på en
tankstation fik købt den rigtige slags batteri til vores elektroniske
bilnøgle. Herefter spiste vi endnu en gang medbragt frokost i en park,
inden vi kørte lidt nordpå til Capricorn Caves. Capricorn Caves er et
system af imponerende kalkstenshuler. Vi så harperne, som er hule
stenrør, og katedralen, som er en kæmpe grotte som er blevet indrettet
som en kirke og hvor man kan blive gift hvis man skulle have lyst. Der
blev bl.a. spillet ´Amazing grace´, så vi kunne høre akustikken. Vi
gik ad Fat Man´s Missery, hvor vi alle fik udleveret et sterinlys,
Toke måtte gå sidelæns, da han har bredere skuldre end os andre. Vi
måtte også over et par hængebroer for at komme ud af hulerne, hvilket
ikke alle var helt så begejstret for. Hulerne er dannet af regnvand
der er strømmet ned gennem jorden og taget noget af jorden med sig. I
hulerne lever om sommeren flere tusind flagermus. Grunden til at de
hedder Capricorn Caves er at de ligger lige nord for the Tropic of
Capricorn (stenbukkens vendekreds). Så I nogle få uger om sommeren
omkring den 22. december står solen lodret over hulerne hver dag. I en
af hulerne er der en lodret kanal i loftet, så når solen står direkte
lodret over kanalen, stråler den ned i hulen og skulle efter signende
skabe et helt fantastisk lys i hulen, men det kunne vi selvfølgelig ikke selv
erfare.
Efter grotterne tog vi på vores vandrehjem, som var det usleste vi
endnu har set på turen. Der var et skab på værelset, og det var fuldt
af skrald og gammel mad. Man måtte egentlig ikke bruge sit eget
sengetøj, men vi gjorde det alligevel, da et enkelt tæppe ikke helt
kan holde en varm, når det kun er 10 grader. Turen gik nu på ben ned i
byen langs floden, hvor vi så på historiske bygninger. Rockhampton er
er Australiens kvæg-mekka, og man kan efter signede få de bedste
steaks i Australien. Vi satte derfor kursen mod restauranten Great
Western, som også har et ægte rodeo. Steakene var store, saftige og gode på
restauranten, og mens vi spiste kunne vi på storskærm se genudsendelse
fra rodeo konkurrencer. Det viste sig at de var optaget ´ude bag
ved´. Vi gik så ud bagved, hvor der var en hel arene og masser af
tilskuerpladser og hvor man sagtens kunne fornemme hvordan stemningen
er når der er stuvende fuldt af hujende tilskuere.
Dag 6, fredag den 13. juli, Rockhampton - Mount Morgan -1770.
Bente og Cecilie startede dagen med at prøve at finde en badedragt til
Bente, da hendes kuffert desværre var gået tabt på flyveturen fra
København til Sydney. Imens brugte Toke og Louise formiddagen i en
internetcafe, hvor de planlagde og bookede ture for de næste par dage.
Derefter gik turen op ad stejle bjergsider for at nå til minebyen
Mount Morgan, opkaldt efter de tre brødre som startede en guldmine,
som blev verdens mest produktive i 100 år og gjorde at byen fik et
indbyggertal på 50.000 imod sine 2500 i dag. I Mount Morgan fik vi
slugt en hurtig madpakke inde vi hoppede ombord på turbussen. Vi fik
først en tur rundt i byen og fik historier om mange af byens huse og
områder. Vi var også en tur på ben over endnu en svingbro. Vi holdt
også et stop ved byens lookout, hvor vi havde udsyn til den nu
nedlagte mine. Turen gik nu ned i byen igen og derefter ind på
minegrunden, hvor selskabet har fået speciel tilladelse til at køre
turistkørsel. Ikke meget af maskineriet er tilbage, da næsten alt blev
solgt efter minen blev lukket. Minen er nu lukket, men de har prøvet
at få den genåbnet de sidste fem år, og den skulle være åben igen for
produktion om et halvt til et helt år. Vi fik lov til at se de
forskellige sten og mærke hvor tunge de er, fordi de indeholder
metaller. Turen gik nu vidre til lerhuler, hvor vi så
dinosauer-fodspor-aftryk i loftet. Ikke helt så store som man måske
havde forventet, men de var der. Turen tog to en halv time og det var
derfor blevet lidt sent og vi kørte raskt vidre mod byen med det
særpraget navn Town of 1770, hvor vi havde booket en bungalow på en
campingplads til at sove i. Efter vi havde fået indlogeret os, gik vi
ned på campingpladsens restaurant og købte take-away som vi spiste i
vores bungalow.
Bente, da hendes kuffert desværre var gået tabt på flyveturen fra
København til Sydney. Imens brugte Toke og Louise formiddagen i en
internetcafe, hvor de planlagde og bookede ture for de næste par dage.
Derefter gik turen op ad stejle bjergsider for at nå til minebyen
Mount Morgan, opkaldt efter de tre brødre som startede en guldmine,
som blev verdens mest produktive i 100 år og gjorde at byen fik et
indbyggertal på 50.000 imod sine 2500 i dag. I Mount Morgan fik vi
slugt en hurtig madpakke inde vi hoppede ombord på turbussen. Vi fik
først en tur rundt i byen og fik historier om mange af byens huse og
områder. Vi var også en tur på ben over endnu en svingbro. Vi holdt
også et stop ved byens lookout, hvor vi havde udsyn til den nu
nedlagte mine. Turen gik nu ned i byen igen og derefter ind på
minegrunden, hvor selskabet har fået speciel tilladelse til at køre
turistkørsel. Ikke meget af maskineriet er tilbage, da næsten alt blev
solgt efter minen blev lukket. Minen er nu lukket, men de har prøvet
at få den genåbnet de sidste fem år, og den skulle være åben igen for
produktion om et halvt til et helt år. Vi fik lov til at se de
forskellige sten og mærke hvor tunge de er, fordi de indeholder
metaller. Turen gik nu vidre til lerhuler, hvor vi så
dinosauer-fodspor-aftryk i loftet. Ikke helt så store som man måske
havde forventet, men de var der. Turen tog to en halv time og det var
derfor blevet lidt sent og vi kørte raskt vidre mod byen med det
særpraget navn Town of 1770, hvor vi havde booket en bungalow på en
campingplads til at sove i. Efter vi havde fået indlogeret os, gik vi
ned på campingpladsens restaurant og købte take-away som vi spiste i
vores bungalow.
Dag 7, lørdag den 14. juli, Town of 1770 - Lady Musgrave Island - Town
Op kl. 6 og spise en masse morgenmad. 7:30 var vi ved the Spirit of
1770s kontor og fik betalt for denne dags udskejelser, samt købt
vandtætte kamera. Derefter fik vi sat os godt til rette på soldækket
på katamaranen Spirit of 1770. Efter en blæssende og lidt kold sejltur
på halvanden time var vi ved lagunen ved Lady Musgrave
Island som er en lille ø i det aller sydligste af the Great Barrier
Reef. Katamaranen lagde nu til ved en stor platform, hvor vi skiftede
til mindre både med glas i bunde, som sejlede os helt ind til øen. Vi
så bl.a. grønne skildpadder på turen ind til øen. På øen mødte en
guide os og fortalte lidt om øen og det sære dyreliv. Vi så
bl.a. efterladte skildpadde æg og fik lov til at røre en
søpølse. Desværre var det strengt forbudt at tage sten, koraller,
muslinger og ligende med fra øen.
Tilbage på platformen spiste vi en lækker frokost. Derefter var vi en
halvtimes tur med en 'halv-undervandsbåd´. Her så vi endnu flere
skildpadder og kunne komme endnu tættere på korallerne og dets
dyreliv. Efter ubådsturen trak vi i snorkleudstyret og kastede os ud i
bølgerne. Vi kunne svømme helt tæt på korallerne og kunne næsten røre
ved alle de farvestrålende fisk. Det var dog strengt forbudt at røre
ved korallerne med mindre man var ved at drukne, så var det tilladt at
stille sig på dem. Efter en times snorkling blev vi nød til at kravle
op på platformen for at få lidt varme i kroppen igen. Her varmede vi
os med the og varm cacao. Efter at vi havde skiftet tøj, sejlede
katamaranen tilbage til Town of 1770, vi så et par pilkaner på
vejen. Tilbage i vores bungalowen gik vi på lækker restaurant og fik
top kvalitets mad.
1770s kontor og fik betalt for denne dags udskejelser, samt købt
vandtætte kamera. Derefter fik vi sat os godt til rette på soldækket
på katamaranen Spirit of 1770. Efter en blæssende og lidt kold sejltur
på halvanden time var vi ved lagunen ved Lady Musgrave
Island som er en lille ø i det aller sydligste af the Great Barrier
Reef. Katamaranen lagde nu til ved en stor platform, hvor vi skiftede
til mindre både med glas i bunde, som sejlede os helt ind til øen. Vi
så bl.a. grønne skildpadder på turen ind til øen. På øen mødte en
guide os og fortalte lidt om øen og det sære dyreliv. Vi så
bl.a. efterladte skildpadde æg og fik lov til at røre en
søpølse. Desværre var det strengt forbudt at tage sten, koraller,
muslinger og ligende med fra øen.
Tilbage på platformen spiste vi en lækker frokost. Derefter var vi en
halvtimes tur med en 'halv-undervandsbåd´. Her så vi endnu flere
skildpadder og kunne komme endnu tættere på korallerne og dets
dyreliv. Efter ubådsturen trak vi i snorkleudstyret og kastede os ud i
bølgerne. Vi kunne svømme helt tæt på korallerne og kunne næsten røre
ved alle de farvestrålende fisk. Det var dog strengt forbudt at røre
ved korallerne med mindre man var ved at drukne, så var det tilladt at
stille sig på dem. Efter en times snorkling blev vi nød til at kravle
op på platformen for at få lidt varme i kroppen igen. Her varmede vi
os med the og varm cacao. Efter at vi havde skiftet tøj, sejlede
katamaranen tilbage til Town of 1770, vi så et par pilkaner på
vejen. Tilbage i vores bungalowen gik vi på lækker restaurant og fik
top kvalitets mad.
Dag 8, søndag den 15. juli, 1770 - Hervey Bay.
Vi begyndte dagen med at køre afsted mod Bundaberg. På vejen så vi
masser ef frugt, bær og sukkerrørsplantager. I udkanten af Bundaberg
holdt vi ind ved tanskstation for at tanke op og handel ind til
frokost. Det var jo søndag så alle andre butikker havde lukket.
Frokosten blev spist i den Bundaberg botaniske have ved breden af en
sø. Der var masser af fugleliv, så endeskiverne af toastbrødet blev
kastet i søen. Efter et par timer i haven i bagende sol gik turen
vidre til Hervey Bay, hvor vi var fremme omkring kl. 17. Efter at havde
inspiceret vores tre værelses villa og set lidt fjernsyn, gik turen ned
langs Esplanada for at spise på Black Dog Cafe - udemærket mad. Om
aftenen så Toke en etappe at Tour de France fra 00:00
til 02:00, hvor kyllingen erobrede den gule og prikkede trøje.
masser ef frugt, bær og sukkerrørsplantager. I udkanten af Bundaberg
holdt vi ind ved tanskstation for at tanke op og handel ind til
frokost. Det var jo søndag så alle andre butikker havde lukket.
Frokosten blev spist i den Bundaberg botaniske have ved breden af en
sø. Der var masser af fugleliv, så endeskiverne af toastbrødet blev
kastet i søen. Efter et par timer i haven i bagende sol gik turen
vidre til Hervey Bay, hvor vi var fremme omkring kl. 17. Efter at havde
inspiceret vores tre værelses villa og set lidt fjernsyn, gik turen ned
langs Esplanada for at spise på Black Dog Cafe - udemærket mad. Om
aftenen så Toke en etappe at Tour de France fra 00:00
til 02:00, hvor kyllingen erobrede den gule og prikkede trøje.
Dag 9, mandag den 16. juli, Hervey Bay.
Vi blev hentet kl. 8 og kørt ned til havnen, hvor vi kravlede ombord på
en fin yatch. I dag ville vi gøre endnu et forsøg på at se en
pukkelhval. Med i dag ville det være Tokes fjerde og Louises tredie
forsøg på at se pukkelhvaler. Vi var ved at tro at de blot var en
konspiration. Vi sejlede ud så vi lå i læ af Fraser Island. Her tager
hvalerne et hvil i deres årlige vandre ned til Antartis. På denne tid
af sæsonen er det teenage hvaler der ligger til i Hervey Bay. Vi så en
masse delfiner og de svømmede rigtig tæt på båden. Lige før vi mistede
modet mht. hvaler, fik skipper besked over radioen fra en anden båd,
om at de netop havde spottet en hval. Herefter fulgte vi hvalen i en
times tid og så den trække vejret en masse gange. Den havde dog ikke
lyst til at vise andet end sin pukkel på ryggen til os. Turen gik nu
ned langs Fraser Island og mod Hervey Bay igen. På den allersidste del
af turen kom endnu en flok delfiner op til båden, og en enkelt blev
ved os næsten helt ind i havnen. Da alle var trukket indendøre undtagen Toke og
Louise, var der i starten ingen andre på dækket og vi kunne høre
delfinen hvine til os. En enkelt gang svømmede den også på siden for
at kigge på os, så vi har haft øjenkontakt med en vild delfin.
Tilbage på land fik vi et lift til den nærmeste klynge af butikker nær
os. Her fik Toke og Louise frokst, og spillet på spillemaksiner, godt
hjulpet i gang af en lokal - reglerne er nemlig ikke helt lette.
Herefter gik turen til et supermarked, hvor der blev handlet ind i
stor stil til en ægte gang oz gril. Der blev i alt fortæret tre store
t-bones steaks, otte lammesticks og at hav af pølser, ca. et halv kilo
kød til hver.
en fin yatch. I dag ville vi gøre endnu et forsøg på at se en
pukkelhval. Med i dag ville det være Tokes fjerde og Louises tredie
forsøg på at se pukkelhvaler. Vi var ved at tro at de blot var en
konspiration. Vi sejlede ud så vi lå i læ af Fraser Island. Her tager
hvalerne et hvil i deres årlige vandre ned til Antartis. På denne tid
af sæsonen er det teenage hvaler der ligger til i Hervey Bay. Vi så en
masse delfiner og de svømmede rigtig tæt på båden. Lige før vi mistede
modet mht. hvaler, fik skipper besked over radioen fra en anden båd,
om at de netop havde spottet en hval. Herefter fulgte vi hvalen i en
times tid og så den trække vejret en masse gange. Den havde dog ikke
lyst til at vise andet end sin pukkel på ryggen til os. Turen gik nu
ned langs Fraser Island og mod Hervey Bay igen. På den allersidste del
af turen kom endnu en flok delfiner op til båden, og en enkelt blev
ved os næsten helt ind i havnen. Da alle var trukket indendøre undtagen Toke og
Louise, var der i starten ingen andre på dækket og vi kunne høre
delfinen hvine til os. En enkelt gang svømmede den også på siden for
at kigge på os, så vi har haft øjenkontakt med en vild delfin.
Tilbage på land fik vi et lift til den nærmeste klynge af butikker nær
os. Her fik Toke og Louise frokst, og spillet på spillemaksiner, godt
hjulpet i gang af en lokal - reglerne er nemlig ikke helt lette.
Herefter gik turen til et supermarked, hvor der blev handlet ind i
stor stil til en ægte gang oz gril. Der blev i alt fortæret tre store
t-bones steaks, otte lammesticks og at hav af pølser, ca. et halv kilo
kød til hver.
Dag 10, tirsdag den 17. juli, Fraser Island.
Denne dag brugte vi på at besøge verdens største sandø, Fraser Island,
som ligger lige ude for kysten ved Hervey Bay. Vi blev hentet med bus
kl. 7.25 og kørte derefter en smule syd for Hervey Bay til River Heads
hvor vi gik om bord på færgen som i løbet af 35 minuter sejlede os til
Fraser Island. Vi overvejede en stund at køre rundt i vores egen bil
på Fraser Island, da vores bil er en firehjulstrækker, men vi
besluttede i stedet at tage en guided bustur. Ved ankomsten til Fraser
Island blev alle passagere på færgen fordelt på tre firehjulstrukne
busser og så kig turen over klit og sand. Vi blev hurtigt glade for vi
ikke havde taget vores egen bil med. Vejene, som også er lavet af sand,
var rigtig dybe og mange biler havde svært ved at komme rundt. Vores
første stop på turen var ved en subtropisk regnskov. Vist nok sin
eneste af sin slags, fordi den vokser på sand. Der var også resterne
af en gammel landsby. Nu gik turen ud til østsiden af øen og op langs
kysten, her stoppede vi ved et skibsvrag, nogle farvede klipper og en
bæk. Alt sammen meget flot. På turen op og ned langs kysten så vi to
flokke af pukkelhvaler ude i vandet. På turen ned langs kysten så vi
en dingo, og så gik folk amok med kameraene. Vi spiste frokost
buffet på et resort. Derefter gik turen til Lake Mackenzie. Her var
der mulighed for at bade. Jeg vil ikke kalde vores forsøg på at gå i
vandet for at bade, men vi var da under vandet i flere sekunder. Så
var dagen på Fraser Island slut og vi blev kørt tilbage til
færgen. Det var nu blevet lavvande og færgen måtte snegle sig langsomt
over til fastlandet, da der flere steder kun var en meter vand på hver
side. Hjemme igen stod den på spaghetti og kødsovs.
som ligger lige ude for kysten ved Hervey Bay. Vi blev hentet med bus
kl. 7.25 og kørte derefter en smule syd for Hervey Bay til River Heads
hvor vi gik om bord på færgen som i løbet af 35 minuter sejlede os til
Fraser Island. Vi overvejede en stund at køre rundt i vores egen bil
på Fraser Island, da vores bil er en firehjulstrækker, men vi
besluttede i stedet at tage en guided bustur. Ved ankomsten til Fraser
Island blev alle passagere på færgen fordelt på tre firehjulstrukne
busser og så kig turen over klit og sand. Vi blev hurtigt glade for vi
ikke havde taget vores egen bil med. Vejene, som også er lavet af sand,
var rigtig dybe og mange biler havde svært ved at komme rundt. Vores
første stop på turen var ved en subtropisk regnskov. Vist nok sin
eneste af sin slags, fordi den vokser på sand. Der var også resterne
af en gammel landsby. Nu gik turen ud til østsiden af øen og op langs
kysten, her stoppede vi ved et skibsvrag, nogle farvede klipper og en
bæk. Alt sammen meget flot. På turen op og ned langs kysten så vi to
flokke af pukkelhvaler ude i vandet. På turen ned langs kysten så vi
en dingo, og så gik folk amok med kameraene. Vi spiste frokost
buffet på et resort. Derefter gik turen til Lake Mackenzie. Her var
der mulighed for at bade. Jeg vil ikke kalde vores forsøg på at gå i
vandet for at bade, men vi var da under vandet i flere sekunder. Så
var dagen på Fraser Island slut og vi blev kørt tilbage til
færgen. Det var nu blevet lavvande og færgen måtte snegle sig langsomt
over til fastlandet, da der flere steder kun var en meter vand på hver
side. Hjemme igen stod den på spaghetti og kødsovs.
Dag 11, onsdag den 18. juli, Hervey Bay - Surfers Paradise.
Vi startede dagen ved Hervey Bay havn for at tømme
souvenir-butikkerne. Herefter gik turen til Rainbow Beach, hvor der
blev spist madpakker i den lokale park. Vi kørt nu til et rost lokalt
udkigspunkt. Her var det som i ørkenen. Pga. den megen blæst er sandet
vandret nede fra stranden og har lagt sig som en kæmpe dyne over
landet og har drabt alt vegetation. Det var sjovt at se på. Nu blev
speederen trykket i bund og vi drønnede syd på. Næste stop var blot på
en tankstation, hvor der blev tisset og købt nye slikforsyninger.
Turen gik nu igennem Brisbane, hvor vi bl.a. lige nåede at se den
flotte udsigt fra Brisbanes store bro inden solen gik helt
ned. Brisbane var næsten en stor trafikprop. Efter vi var kommet fri
af trafikken, gjorde vi holdt ved en samling butikker og spiste aftensmad i en
sushi-kebab-bar. Under en time senere var vi i Surfers Paradise på
Guldkysten. En noget anderledes by end hvad vi ellers har set i
Australien, et livligt centrum, fuldt med masser af hoteller,
butikker, højhuse og mennesker. På vores hostel for natten, viste det
sig at vi var otte om at dele eet badeværelse.
souvenir-butikkerne. Herefter gik turen til Rainbow Beach, hvor der
blev spist madpakker i den lokale park. Vi kørt nu til et rost lokalt
udkigspunkt. Her var det som i ørkenen. Pga. den megen blæst er sandet
vandret nede fra stranden og har lagt sig som en kæmpe dyne over
landet og har drabt alt vegetation. Det var sjovt at se på. Nu blev
speederen trykket i bund og vi drønnede syd på. Næste stop var blot på
en tankstation, hvor der blev tisset og købt nye slikforsyninger.
Turen gik nu igennem Brisbane, hvor vi bl.a. lige nåede at se den
flotte udsigt fra Brisbanes store bro inden solen gik helt
ned. Brisbane var næsten en stor trafikprop. Efter vi var kommet fri
af trafikken, gjorde vi holdt ved en samling butikker og spiste aftensmad i en
sushi-kebab-bar. Under en time senere var vi i Surfers Paradise på
Guldkysten. En noget anderledes by end hvad vi ellers har set i
Australien, et livligt centrum, fuldt med masser af hoteller,
butikker, højhuse og mennesker. På vores hostel for natten, viste det
sig at vi var otte om at dele eet badeværelse.
Dag 12, torsdag den 19. juli, Surfers Paradise - Nambucca Heads.
Det hele gik meget godt med badeværelset, det viste sig nemlig at man
kun måtte tage maks 4 minutter lange bade. Morgenmaden blev spist på
balkon. Herefter gik turen ned langs Guldkysten som var plastret til
med luksus hoteller. Vi prøvede at finde en fuglepark, men vi havde
ikke rigtig heldet med os og lige pludselig endte vejen i en
regnskov. Her stod vi så ud og gik en tur op langs en bæk. Der var
masser af flotte udkigspunkter og for enden af stien var en nedlagt
savmølle, sidst brugt omkring 70-80'erne. Det vrimlede med fugle,
nogle af dem vimsede omkring os og var ret nysgerrige.
Turen gik nu tilbage til Guldkysten og ned langs motervejen.
Frokosten blev spist tæt ved Murwillumbah på en lille plet græs mellem
et par marker overfor en tankstation hvor der blev hørt opera.
Nu gik turen med høj fart igen sydpå. Næsten pause blev holdt i den
skotske by Maclean. Her var lygtepælene skotskternede. Vi holdt pause
op på endnu et smukt udkigspunkt, vi brugte dog det meste at tiden på
at fodre fulge med endeskiverne fra vores toastbrød. Kort efter afgang
fra Maclean blev det mørkt, og vi stoppede derfor ikke før vores
destination Nambucca Heads. Her smed vi bagagen i en hytte på en
campingpladsog gik 200 meter længere hen ad vejen for at spise aftensmad
på KFC.
kun måtte tage maks 4 minutter lange bade. Morgenmaden blev spist på
balkon. Herefter gik turen ned langs Guldkysten som var plastret til
med luksus hoteller. Vi prøvede at finde en fuglepark, men vi havde
ikke rigtig heldet med os og lige pludselig endte vejen i en
regnskov. Her stod vi så ud og gik en tur op langs en bæk. Der var
masser af flotte udkigspunkter og for enden af stien var en nedlagt
savmølle, sidst brugt omkring 70-80'erne. Det vrimlede med fugle,
nogle af dem vimsede omkring os og var ret nysgerrige.
Turen gik nu tilbage til Guldkysten og ned langs motervejen.
Frokosten blev spist tæt ved Murwillumbah på en lille plet græs mellem
et par marker overfor en tankstation hvor der blev hørt opera.
Nu gik turen med høj fart igen sydpå. Næsten pause blev holdt i den
skotske by Maclean. Her var lygtepælene skotskternede. Vi holdt pause
op på endnu et smukt udkigspunkt, vi brugte dog det meste at tiden på
at fodre fulge med endeskiverne fra vores toastbrød. Kort efter afgang
fra Maclean blev det mørkt, og vi stoppede derfor ikke før vores
destination Nambucca Heads. Her smed vi bagagen i en hytte på en
campingpladsog gik 200 meter længere hen ad vejen for at spise aftensmad
på KFC.
Dag 13, fredag den 20. juli, Nambucca Heads - Newcastle.
Efter vejledning fra campingpladsens ejer startede vi dagen med at
tage ind til Nambucca heads og nyde udsigten fra de mange
udkigspunkter over det brusende hav og den flotte indsejling.
Frokosten blev spist i Port Macquarie. Herefter gik turen ad en
turistvej ned langs kysten med endnu en masse smuk udsigt for at ende
op på motorvej 1 igen. Vi tog afkørselen ved Rainbow Flat og tog
turistruten The Lake Way, endnu en masse smuk udsigt, både ud over søer og
hav. Vi tog en smuttur til et fyrtårn ved Seal Rock. Herfra havde vi
udsigt over et oprørt hav og en regnskov omgivet af bjerge, utroligt
smukt. Vi så dog igen sæler. På vejen tilbage til pakeringspladsen
begyndte det at regne, et ægte tropisk regnvejr, og vi nåede at blive
godt våde inden vi nåede bilen. Tilbage i bilen blev der skuet op for
varmen og vejen snoede sig nu ind og ud mellem bjerge begroet af tæt
regnskov. Vi nåede lige motorvej 1 inden det blev helt mørkt. Der blev
kun gjort et lille stop ved en tilfældig tankstation, hvor der
bl.a. blev købt kaffe og chips med camembert smag. Vi nåede endelig
tilbage til Newcastle ved aftensmadtid. Vi købte aftensmad på vores
lokale Thai-restaurant og kørte hjem og spiste.
tage ind til Nambucca heads og nyde udsigten fra de mange
udkigspunkter over det brusende hav og den flotte indsejling.
Frokosten blev spist i Port Macquarie. Herefter gik turen ad en
turistvej ned langs kysten med endnu en masse smuk udsigt for at ende
op på motorvej 1 igen. Vi tog afkørselen ved Rainbow Flat og tog
turistruten The Lake Way, endnu en masse smuk udsigt, både ud over søer og
hav. Vi tog en smuttur til et fyrtårn ved Seal Rock. Herfra havde vi
udsigt over et oprørt hav og en regnskov omgivet af bjerge, utroligt
smukt. Vi så dog igen sæler. På vejen tilbage til pakeringspladsen
begyndte det at regne, et ægte tropisk regnvejr, og vi nåede at blive
godt våde inden vi nåede bilen. Tilbage i bilen blev der skuet op for
varmen og vejen snoede sig nu ind og ud mellem bjerge begroet af tæt
regnskov. Vi nåede lige motorvej 1 inden det blev helt mørkt. Der blev
kun gjort et lille stop ved en tilfældig tankstation, hvor der
bl.a. blev købt kaffe og chips med camembert smag. Vi nåede endelig
tilbage til Newcastle ved aftensmadtid. Vi købte aftensmad på vores
lokale Thai-restaurant og kørte hjem og spiste.
Subscribe to:
Posts (Atom)
